-
Her kan du få Danmarks bedste timeløn
Source: BDK Finans / 05 Feb 2024 13:19:05 America/Chicago
Kære læser I den forløbne uge har vi på Berlingske været forbi blandt andet økonomien som senior og boligmarkedet. Men det er et par artikler om regnskaber fra landets største banker, der har ansporet mig til mit privatøkonomiske indspark i denne uges nyhedsbrev. Et indspark, som giver et øjeblikkeligt afkast. Der er bare et men. Det er dødkedeligt. Men der er penge i det. Og lige nu lander de penge i bankernes regnskaber og derefter i deres aktionærers lommer. Det er renterne, jeg taler om. De har forgyldt først Danske Bank i sidste uge og dernæst Nordea i dag, fordi de tjener styrtende på renter i øjeblikket. En del af årsagen er dig, hvis du har opsparing stående på bankkonti. Og det er der en god chance for. Gennem et år har vi nemlig sat ikke mindre end 69 milliarder kroner mere i banken, og i gennemsnit har voksne danskere mere end 241.000 kroner stående kontant i banken. Det giver også efter min opfattelse god mening i en situation, hvor retningen på verdensøkonomien og aktiemarkederne måske ikke står krystalklart. Så kan det give ro i maven at holde krudtet tørt og se tiden lidt an. Men det giver ikke god mening at have milliarderne stående på lønkonti og budgetkonti, hvor renterne stadig ligger og roder tæt på nul. Så kan opsparingen hurtigt blive udhulet af inflation – også selv om den er stilnet af. Det luner derimod godt i bankerne, som kan bære pengene over i Nationalbanken og hente en højere rente på dem. Hvis højere renter skal lune i din privatøkonomi i stedet for, skal du bare kigge rundt efter en anden bankkonto med en højere rente. Den kan du ovenikøbet i nogle tilfælde finde i din egen bank. Ellers kræver det måske, at du bruger fem minutter på at åbne en bankkonto i en ny bank. Og du behøver ikke engang nødvendigvis at binde dine penge i en bestemt periode. En binding hæver de fleste steder renten, men afhængigt af beløb er der i eksempelvis Saxo Bank en konkurrencedygtig rente på kontant opsparing. Med en relativt kort binding på et halvt år tilbyder Santander en rente på 3,5 procent og et indskud på mindst 25.000 kroner. Hvis vi antager, at du er en af de gennemsnitlige danskere med en opsparing på 241.000 kroner, så vil det i forhold til en lønkonto med en rente på nul indbringe dig mere end 8.000 kroner – eller en ny cykel, elguitar eller jakkesæt. Men du skal være opmærksom på, at renterne ændrer sig løbende. Og derfor er det en god idé hele tiden at holde øje og være klar til at flytte dine penge. Det kan klart udledes af data fra bankportalen Mybanker. Mens den gennemsnitlige rente på opsparingskonti med binding kun næsten er fulgt med udlånsrenten, så er renterne på nye indlån fra juni 2022 til november 2023 steget mere end renten på nye udlån. For nye indlån er renten på tidsindskud fra juni 2022 til november 2023 steget med 3,4 procentpoint. Så derfor kan du hente en god timeløn på at lade din opsparing være let på fødderne og klar til at flytte sig efter en bedre rente. Og det kan overføres direkte til … Ugens tip I dag er et lige så godt tidspunkt som alle mulige andre til at tjekke, om du betaler for meget for dine forsikringer, dit net, dit mobilabonnement, din fitness, din strøm og alle de andre ting, du betaler løbende og typisk ikke får undersøgt for, om der findes et billigere og lige så godt alternativ. Tak, fordi du læste med. Med venlig hilsen Povl Dengsøe, privatøkonomisk journalist. https://www.berlingske.dk/dine-penge/her-kan-du-faa-danmarks-bedste-timeloen